Anders Laugesen – interview

Anders Laugesen – radio-vært i DR (“Mennesker og Tro”), igennem mange år aktiv i mange dialog-fora om kristendom og spiritualitet, både i kirkeligt regi og andetsteds.”.


 

NV: Så kontemplativ højskole — hvorfor er det nu vi skal have sådan en. Hvorfor forbinde de to traditioner?

Ja, præcis! Man kan sige at når højskole er bedst, så er den samtidig. Det har den været tidligere, hvor den helt tilbage i 1800-tallet har været med til at rejse vores nye historiske bevidsthed. Den har skabt politiske diskussioner osv. Og lige nu er vi i en tid hvor det kontemplative er en nødvendighed for den menneskelige integration som kan gøre at vi kan opleve fremtidens uomgængelige forandringer som gode forandringer. Det kontemplative er simpelthen en nødvendighed, en nødvendig del af det som det i fremtiden vil sige at være livsduelig for rigtig mange mennesker. Derfor er det naturligt at højskolen også tager det kontemplative op. Ikke det kontemplative som en form for religiøs højskolevækkelse – det har der såmænd også været masser af – men det kontemplative, næret og delt, i sig selv.

Jeg synes at det er et fantastisk initiativ fordi det at vise det kontemplative som en livsholding, og som en måde at gå til tingene på, er dybt forenligt med nogle af de kerneord som er knyttet til højskolen:
Nysgerrighed på livet, nysgerrighed både på livet udenfor og indenfor sig selv – er knyttet til det at lære for livet, livsduelighed, ikke? Igen, både det at være livsduelig både i forhold til de udfordringer der møder en i det ydre og det der møder en i det indre.
Kreativitet – som højskolen også har været udtryk for – altså det at finde ud af hvor vi har kreativitetens kilder, hvordan kan vi bruge kendskabet til det indre, rejsen indadtil, til at befrugte den der kreative impuls.
Fællesskabet – det at opdage at når vi er sammen i fællesskab, handler det ikke bare om at marchere i samme retning, men så handler det om at man har en hjertets samklang. Altså, når Grundtvig talte om fællesskab, så var det i høj grad et fællesskab der byggede på en dyb samklang. En dybde-.samklang i hjertelighed.  Og det ved vi kan fremelskes med det kontemplative.
Det poetiske skal man heller ikke glemme – det poetisk-historiske som så grundlæggende hører højskolen til. Der kan man jo sige at det poetiske rum er jo et indre rum som bliver tændt og bliver vakt i kontemplation. En kontemplativ højskole kan være med til at skærpe sansningen i forhold til det poetiske..

“Det ligger i højskolens livsnerve, at den altid fornyer sig. Højskolebevægelsen har altid været på vej. Jeg tror at den kontemplative højskole er en oplagt, levende, ny gren på det her store træ.”

Så der er en hel masse ting som samspiller. Og det som er højskolens livsnerve, det er at den altid fornyer sig. Den er altid på vej, højskolebevægelsen har altid været på vej. Så jeg tror at den kontemplative højskole, det er bare den sidste gren på det her store træ. 

NV: Det kontemplative er jo en åndsretning eller åndsform som heldigvis er ved at sive ind mange steder. Men den er ligesom mange steder blevet “patenteret” eller gjort til pakkeløsninger – den savner måske et mere åbent forum?

Ja lige præcis, det gør den. Og der kan man sige at noget af det som højskolen er rigtig god til, igennem tiden, det er at gøre ting til fælles eje. Vi har taget noget i tiden og løftet det, gjort det til et fælles eje, som går på tværs af, du ved, sociale grupperinger og andre grupperinger. Og der kan man sige at den kontemplative højskole kan jo være en del af skærpelsen af den nye folkelighed også, ikke, på en god måde. Det synes jeg!

NV: Til sidst kan vi måske lige med nogle få ord stille ind på hvad det nu er, det som vi specielt bidrager med i sådan en højskole. Altså hvordan kunne et forløb eller tema se ud, som du specielt kunne tænke dig at bidrage omkring…

Ved du hvad, i går der fandt jeg og Sara ud af – jeg tror ikke det er et ord vi har brugt før – men jeg kunne godt tænke mig at byde ind med “mindful salmesang”. Altså på en måde, det at være opmærksom på hvad sproget kan når det folder sig ud. Det behøvede selvfølgelig ikke at være salmesang, det kan også være andre ting. Men det at man faktisk i en sproglig opmærksomhed bevæger ens indre sind. Det er måske et helt nyt område som jeg godt kunne tænke mig at vi to også ligesom udforskede ikke?

NV: Jo – kontemplativ sang! Og vi kunne jo gøre det sammen med David Hykes, det kunne være helt vildt spændende.

Ja nemlig! Men ellers kan man jo sige at det er jo først og fremmest det at give nogle nye fortolkninger af hvad hjertesprog er. For hjertesproget, som det folkelige der knytter os sammen – det er jo en rød tråd gennem højskolen, ikke. Og der tror jeg at vi kan give en ny tolkning omkring betydningen af hjertesprog, ikke?

NV: Jamen godt! Jeg havde egentlig troet at vi primært skulle tale om øst-vest dialog – men det kan vi jo stadig gøre, andre steder i folderen eller websiden. Måske behøver det ikke stå i interview’et….

Joda, den skal med også. Man kan jo sige, i forhold til øst-vest dialog, at højskolen – med dens historiske bevidsthed og fortælling – har været med til at dyrke den dannelse som mennesker har haft. Og den dannelse der er behov for i dag, det er jo en globaliseret dannelse, ikke? Det er ikke længere nok at vi taler om de store europæiske fortællinger. Vi er nødt til også at tale om det der strækker længere ud i kloden, ikke? Derfor kan man sige at der ligger en essentiel forlængelse af det der dannelsesprojekt i at skabe en ægte forståelse mellem øst og vest – en forståelse som er ordentligt funderet, i de bedste åndelige grundværdier i kulturerne.


Oversigt over bidragsydere og interviews på denne side.