David Hykes – interview

 

David Hykes –  Komponist, sanger, underviser i kontemplativ musik og meditation og visuel kunstner. Grundlægger af Harmonic Chant og Harmonic Presence – musikalske og kontemplative projekter hvor stemme, meditation, åben mindfulness og helende harmonisering sammensættes i både udgivelser, seminarer og online programmer. David har udviklet unikke kontemplative former for vokalmusik med vægt på overtoner (“harmonics” på engelsk) og er med rette berømt for livekoncerter og udgivelser (12 albums til dato) såvel som underlægningsmusik til film indenfor det hellige, det mystiske og det gådefulde, bl.a. “Travellers and Magicians” af Dzongsar Khyentse Rinpoche, “Meetings with Remarkable Men” af Peter Brook, “Baraka” af Ron Fricke og “The Tree of Life” af Terrence Malick. Du kan læse mere om David’s arbejde på hans webside harmonicworld.com


NV: David, jeg synes der er stærke forbindelser mellem dit arbejde og den nordiske højskoletradition. Grundtvig og de andre grundlæggere understregede hvad de kaldte “det levende ord” – spirituelt inspireret og socialt forankret på samme tid. Det som din musik og dine workshops handler om synes jeg godt man kan sige er lige præcis de dybe understrømme som forbinder Liv og Ord – gennem kroppen og gennem gruppen. Giver det mening?

Ja! Grundtvig lyder spændende og jeg ser frem til at lære mere om ham. Forresten synes jeg det kunne være en god hjælp hvis projektets hjemmeside kunne gøre nogle af hans centrale tekster tilgængelige også for os der ikke skandinaver. Men som jeg forstår det jeg har hørt til nu, går hans arbejde på mange måder i samme retning som de amerikanske transcendentalister som skrev omtrent samtidigt. Thoreau, Emerson… jeg har altid fundet dem meget inspirerende med deres direkte, menneskelige og universelle form for spiritualitet.

Under alle omstændigheder har du ret i at “Ordet” er nødt til at være levende i en dyb forstand, eller blive levende igen. Det har brug for ikke altid at være indespærret eller fastgjort i tekster og konventioner. En dimension af det er skabelse i nuet, og samtidig er der selvfølgelig også masser af “levende ord” i smukke traditioner hvor hellige ord eller endda bare hellige stavelser overleveres og gentages i århundreder. Indenfor god menneskelig kommunikation og udveksling kan vi træne og udforske dette “levende” i alle dets aspekter. En indgang til det kunne være at udforske hele den sammenhængende strøm som oprinder i levende bevidsthed, løber gennem stemmen og dens overtoner, og munder ud i havet af betydning og samvær.

Der er stor kraft i at gøre dette sammen i en gruppe, og jeg synes det er en fantastisk og modig idé at gøre “Ordet” (og dermed også “det Ordløse”!) til et centralt tema for en træning og udforskning på sommerhøjskolen. Og ja, det indlejrede “levende ord” peger også på kommunikation og udveksling mellem alle væsner, i alle kulturer – det er virkelig en fantastisk ting. Der er mange spændende og kreative måder at arbejde med dette i workshops også. Det vil glæde mig meget at være en del af det.

NV:  Også mig! Og jeg kan rigtig godt lide at du forbinder de kontemplative stemme-udforskninger direkte med idéen om forbundethed med andre. Du bruger ordet “harmonic” (på dansk “overtone”) som en central reference til dit værk, så jeg er sikker på, at du må have tænkt på ordets græske rødder…

Ja, jeg kan godt lide den oprindelige betydning af harmoni, “ting der passer sammen, eller at passe ting sammen”.

Faktisk sidder jeg lige nu og kommer i tanker om en af de mest fantastiske teateroplevelser, jeg nogensinde har haft. Det var en kendt avantgarde gruppe i New York for mange år siden, som lavede en slags messende kor-opførelse af det gamle finske epos “Kalevala”. Jeg havde lige startet mit eget arbejde i den modsatte ende af spektret, hvor vi trænede gruppe-vibrations-lyde uden ord – de lydlige kvaliteter variationer af stemmer og overtoner. Og så stødte jeg på denneher monotone opførelse og blev nærmest væltet helt omkuld. De sang det store epos enkelt og enstemmigt, uden nogen musikalsk og klangmæssig kompleksitet. Oplevelsen var simpelthen at der var én kæmpemæssig stemme, og det var på en eller anden måde meget stærkt og betydningsfuldt. Det slår mig at sådan noget kunne være en af indgangene til et stort rum af øvelser og udforskninger vi kan lave med grupper til sommer.

Jeg tror man kan bruge den slags oplevelser til at kaste et stærkt lys på, hvordan vi det meste af vores liv går rundt og siger “Jeg dit” og “Jeg dat”… Mig som subject og så et verbum. Jeg gjorde, jeg ved, jeg tænkte, jeg løb er alt sammen jeg-centreret, selv-centreret. Men at få en hel gruppe til at recitere ting med “Jeg…” kan være meget interessant – det kan blive til en kollektiv resonans og måske gå ud over det her lille “Jeg”. Og en måde man kan udforske dette yderligere er med forskellige personer i en samtalehvor hver stemme faktisk er flere stemmer. En følelse af fælles identitet er en del af dette, men det er større end bare en selv…

NV: Abosulut. Så den der leg – af hvem, eller hvad, eller hvor meget af kosmos der faktisk resonerer i ethvert udsagn – kunne blive taget up i en filosofisk udforskning og dialog, som løber parallelt med det andet. 

Fantastisk. Og dette involverer på en meget essentiel måde det at lytte. Det arbejde eller den leg det er at modtage hele pakken af bevidsthed, lytten, tale, vibration og overtoner. Disse elementer er også hvad ordene, eller Ordet, er gjort af, ikke sandt? Men der er også hele spørgsmålet om at lytte – hvad vi hører, hvordan vi hører. Det er et fantastisk område og tæt forbundet med, hvad der er så svært i vores moderne tidsalder – det som vores indiske og tibetanske venner kalder “Kali-yuga” [en tidsalder hvor alting er fragmenteret og uden spirituel forbundethed]. Simpelthen kommunikation, forstået på den måde virkelig at høre, hvad den anden person faktisk siger. Dette emne kunne inspirere mange spændende dialoger.

NV: Rigtig godt – og disse to aspekter – ord og lytten, både vågen og i live – lader til at være netop de righoldige fænomener, jeg har hørt dig omtale som “akkompagnement” (eng: “accompaniment”)?
Hvis vi kan bruge dette arbejde til at støtte alle deltagere til at tillade og udforske dybere måder at lytte og udtrykke sig på, så kan det støtte deltagerne i at finde modet til virkelig at få udtrykt, hvad der er på spil for dem, eksistentielt, i fx deres uddanelse – og at give hinanden dyb, meningsfuld feedback i forbindelse med, at man fremlægger dette projekt… 

Ja, jeg er enig. At akkompagnere, i en egentlig og dyb forstand, er en sand lytten og en aktiv lytten. Det kræver faktisk at man er i live på en hel måde – kontemplativ og kreativ, og ikke så optaget af ego og konventioner.

Vi kan lave sessioner i fællesskab og i mindre grupper, træne i disse ting og lege med det. Hele det med stemme og grupper er virkelig fantastisk. Så snart vi arbejder med stemmen – som ikke bare er det verbale sprog, men også en langt større nonverbal kanal af udtryksfuld kommunikation – så åbner det virkelig ting op. Akkompagnement er i virkeligheden en samskabelse, en “co-creation”  som de elsker at sige i Californien En sund, understøttende og kreativ dynamik i en gruppeproces.

Så måske skulle vi gøre dette til titlen for det to-dages tema, som vi vil køre næste summer: akkompagnement, i stemmer og i grupper og filosofiske refleksioner.  Eller måske “Ordet og det Ordløse”? Eller hvad med “Ord, Kreativitet og Akkompagnement”?